Gæsteindlæg af Mette Louise Matthiessen – Læs mere om Mette her
Tænk på den bedste hjemmeside eller webshop, du nogensinde har besøgt.
Designet er i orden. Teksterne er som skrevet til dig. Produkterne er spitzenklasse. Hele oplevelsen er både overskuelig, gennemarbejdet og brugervenlig.
Men hvordan kan du selv skrive skarpe hjemmesidetekster, dine kunder ikke klikker sig væk fra?
Det kræver øvelse og indsigt. Så lad os se på, hvordan en god webtekst er skruet sammen, og hvorfor genren er så vigtig at få styr på som virksomhed eller webshop.
Uoverskuelige webtekster får dine kunder til at løbe skrigende bort
Du kender det sikkert. Du mangler nye vinterstøvler til ungerne, så du går til din gamle ven, Google. Her finder du en webshop, der ser lovende ud.
Du klikker. Men du bliver mødt af en væg af tekst, som du knækker nakken på lige med det samme. I Tekken ville det have været en direkte K.O.
Og uden at tænke yderligere over det, klikker du væk. Hen til en anden webshop, der er mere brugervenlig, overskuelig og indbydende i både tekster og design.
Online sker beslutninger på et splitsekund
Det er ikke personligt. På The Worldwide Web går det bare sindssygt stærkt. Beslutninger, førstehåndsindtryk og fravalg sker på et splitsekund.
Faktisk viser data, at kun gennemsnitligt 45% af online besøgende opholder sig på en landing page i mere end 15 sekunder.
Du har derfor ofte højest 15 sekunder til at hive fat i målgruppen og give dem lyst til at læse – eller skimme – din hjemmesidetekst. Det kaldes 15-sekunders-reglen.
Og husk. Nogle potentielle kunder tager beslutningen om at sige farvel-og-tak allerede efter få sekunder.
Kvaliteten af dine hjemmesidetekster kan derfor have afgørende betydning, og konsekvens, for din bundlinje.
Hav styr på forarbejdet, inden du går i gang med at skrive dine hjemmesidetekster
Inden du ivrigt sætter dig ved tasterne, er der nogle overvejelser og beslutninger, du skal have styr på først.
Et grundigt forarbejde er nemlig altafgørende for, at din hjemmesidetekst er noget værd i sidste ende.
Bruger du krudt på forarbejdet – så ved du fx præcist …
- hvad din tekst skal handle om
- hvad formålet med teksten er
- hvem du skriver til.
Skriver du til alle, skriver du til ingen. Du kan (og skal!) ikke ramme både Søren fra bageren, din mormor og din tidligere chef med den tekst, du skal til at skrive.
Dine ord er kun relevante for dem, de skal læses af. Som fx dine (potentielle) kunder, medarbejdere eller andre relevante samarbejdspartnere.
Måske har du et klart billede af din(e) målgruppe(r). Og hvis ikke, så brug tid på at definere den. Hvem er dine kernekunder – og hvad kendetegner dem? Skab en persona, eller beskriv dem som en samlet kundetype. Det giver dig en retning, når du sætter dig ved tasterne og skriver dine hjemmesidetekster.
Forestil dig et drømmescenarie. Læseren har nu slugt hele din tekst (husk dog, at de nok nærmere har skimmet den). Hvad ønsker du, de gør nu?
– Kontakter dig?
– Læser flere blogindlæg?
– Klikker på din landing page om priser?
– Tilmelder sig dit nyhedsbrev?
Det afgør, hvilke CTAs (Call To Actions) du skal drysse rundt omkring i teksten. Og CTAs er essentielle for at give din læser en vej videre – eller føre dem dybere ned i købstragten.
Du skal selvfølgelig ikke kopiere, hvad andre gør. Men det giver mening at søge inspiration for at forbedre indholdet af din tekst. Det kunne fx være hos andre virksomheder i branchen.
Undersøg gerne følgende:
– Hvilke emner skriver dine konkurrenter om? Hvad er ‘oppe i tiden’?
– Har du en anden interessant vinkel til et populært emne?
– Er der et tomrum, du kan fylde ud – fx emner, der ikke berøres så ofte?
– Kan du levere budskabet på en mere indbydende måde end andre? (fx ved hjælp af infographics eller print outs)
I dette blogindlæg taler jeg om målgrupper, budskaber og simple, overskuelige tekster. Som mange andre tekstforfattere også gør, når emnet ‘webtekster’ kommer på bordet.
Men jeg taler også om lixtal, personlighed og mobilvenlighed, da det er helt afgørende faktorer for, at dine potentielle kunder faktisk gider at læse din tekst.
Gå backstage, og kig på dine hjemmesidedata.
Hvor mange procent af dine besøgende kommer fra …
– mobil?
– desktop?
– tablet?
Disse data skal du skrive grundigt bag øret. For kommer 75% af dine besøgende fra en mobil, er det alfa og omega at skrive korte sætninger, korte afsnit og skabe skimmevenligt indhold.
Tænk over, at hvert scroll skal give læseren lyst til at scrolle videre. Det gør du bl.a. ved at indsætte mange underoverskrifter, bullets, billeder eller andet, øjet får lyst til at udforske.
Skarpe hjemmesidetekster – sådan gør du
Du har lavet dit forarbejde. Så nu er det endelig tid til at skrive.
Følgende trin gør dig skarpere på, hvordan du skriver og opsætter teksten, så den både er læsevenlig og indbydende – og dermed helt perfekt til din hjemmeside.
Tænk over dit budskab
Når du skriver hjemmesidetekster, er det fordi, du har et budskab, du gerne vil dele.
Dét budskab skal stå helt klart for dig. Både inden du skriver, når du skriver, og når teksten er færdig.
Skriv det ned på et stykke papir, og læg det foran dig. Så fungerer det som dit pejlemærke, når du kommer ud på et sidespor i teksten. Budskabet får dig til at fokusere på det, der er allervigtigst.
Overvej fx …
- hvorfor fortjener denne tekst at eksistere?
- hvorfor kan læseren slet ikke undvære denne tekst?
- hvordan imødekommer denne tekst min målgruppes udfordringer?
- hvilket indtryk skal din læser efterlades med?
Skriv for læserens skyld. Ikke din egen
Du skriver teksten for at gøre folk interesserede i dit produkt. Eller for at styrke dit brand.
Dine hensigter rimer ofte på bundlinje, selvom de pakkes ind i Content Marketing, produkttekster eller landing pages. Læg alle de tanker væk. Fokusér kun på dette.
Din tekst skal skabe værdi hos læseren.
Læseren er i princippet ligeglad med din bundlinje. De leder efter en virksomhed eller webshop, som kan hjælpe dem med den suppedas, de står i.
Fx at deres børn snart får kolde fødder, hvis de ikke får nogle smarte, vandtætte og holdbare vinterstøvler på fødderne.
Hvis du kan løse kundens udfordring og/eller besvare vigtige spørgsmål, der gør dem trygge i deres valg. Så er I et perfekt match.
Sørg derfor for, at kunden ikke fornemmer, at du skriver teksten for egen vindings skyld. De skal i stedet føle sig både set, hørt og forstået.
Sæt dig i målgruppens sted
Vi køber ikke produkter eller ydelser. Vi køber noget, der fx kan gøre vores hverdag bedre eller afhjælpe et problem.
- Pensionsopsparing: At vi ikke står uden penge i alderdommen (som vi frygter)
- Rengøringshjælp: Mere tid i hverdagen (som vi drømmer om)
- Vinterstøvler: En vinter uden kolde fødder (vi motiveres bl.a. af færre sygedage til ungerne).
Fjern derfor fokus fra din egen osteklokke, og sæt dig i stedet i målgruppens sted, når du skriver.
Overvej især, hvad målgruppen …
- frygter
- drømmer om
- motiveres af
- udfordres af
- finder værdifuldt.
Denne viden er altafgørende for, hvilke informationer, budskaber og fordele du skal fremhæve i din tekst.
Skriv til mennesker
Dine tekster læses (hovedsageligt) af mennesker. Så det er dem, du skal skrive til. Helt almindelige mennesker.
Og nej, jeg tror ikke på, at beslutningstagere i B2B-brancher gider at læse kedelige, tørre og faglige tekster, når de besøger din hjemmeside. De knækker nakken. Præcist som du gør, hvis du bliver mødt af en væg af tekst, når du skal købe nye vinterstøvler.
Skriv derfor til et menneske, og brug ord, som hverken er for avancerede eller intetsigende.
(Der er dog én robot, der læser med. Google. Det vender vi tilbage til.)
Sæt et personligt præg
I 2022 eksisterede der 1,97 milliarder hjemmesider online. Og du ved sikkert også, hvor konkurrencepræget din specifikke branche er.
Derfor skal du skille dig ud, når du skriver. Find din Tone of Voice, og skab en rød tråd på tværs af dine markedsføringskanaler. Dine kunder skal kunne se, at det er dig, der fører ordet. Uanset om ordene findes på hjemmesiden eller i en trykt flyer.
Tænk bare på Søstrene Grene. Anna og Clara er kreative, æstetiske og også en smule gammeldags i den måde, de beskriver produkterne på. En tone, der passer perfekt til deres univers.
Det er kommunikation i verdensklasse. Især fordi den er konsekvent.
Hav styr på lixtallet
Lixtal. Hvad søren er det?
Det er ganske simpelt. Og helt genialt. Lixtallet siger nemlig noget om, hvor let din tekst er at læse. Tallet kan du måle ved at sætte hele din tekst i en lixberegner som denne.
Lad os tage et eksempel.
Mange er ikke klar over, at de skriver tekster, der er svære at tygge sig igennem. Men når sætningerne og ordene bliver lange og indviklede, ryger lixtallet i vejret. Og det får din læser til at smække med døren.
Tag de mest bestialske fagord, du kender, og smid dem i skraldespanden.
Skriv simpelt og overskueligt. Og gem ikke vigtige informationer i sætninger, der aldrig får en ende. Din læser vil takke dig for det.
Se bare her. Samme budskab, blot skrevet som en webtekst:
Hjemmesidetekster skal ligge i kategorien ‘Let for øvede læsere’ (25-34) eller ‘Middel’ (34-45).
Oftest skriver jeg webtekster med et lixtal mellem 32 og 40.
Gør teksten overskuelig og skimmevenlig
Du har helt styr på både målgruppe og budskab. Faktisk sidder din tekst lige i skabet, og du kan mærke en tilfredshed boble i maven.
Nu gælder det. Glem ikke at sætte teksten op på en overskuelig og skimmevenlig måde.
Med andre ord. Teksten skal nu gøres webvenlig.
Det kan du gøre på mange måder, bl.a. ved brug af følgende:
- Korte afsnit
- Mange underoverskrifter
- Faktabokse
- Fremhævede citater
- Billeder
- Infographics
- Illustrationer
- Grafik
- Dropdownmenuer
- Fremhævede tal/data.
Du skal ikke dykke dybt i værktøjskassen og hive hele arsenalet op, hver gang du skriver en tekst til din hjemmeside.
Vælg kun de elementer, der giver mening i hver enkel tekst.
Skriver du om aktier eller grøn energi? Komplekse emner skal især skæres i små bidder, så læseren ikke får budskabet galt i halsen. Brug gerne infographics eller faktabokse, der opsummerer vigtige pointer og data.
CTAs får dine læsere til at handle
Du ved godt, hvad du ønsker, målgruppen skal gøre, når de har læst din tekst.
Men det ved læseren ikke selv. Giv dem derfor et nyt sted, de kan gå hen – med deres spørgsmål, nysgerrighed og pengepung.
Lav Call To Actions, der fx linker til …
- et blogindlæg, der belyser et lignende emne
- dit nyhedsbrev
- et unikt tilbud
- din kontaktside.
En CTA har ikke ét fast sted at bo. Nogle CTAs er relevante at have i starten af teksten, andre hører hjemme i bunden.
Glem nu ikke at læse korrektur
Det her punkt er vigtigt. Så jeg gentager det lige igen.
Glem nu ikke at læse korrektur.
Hjemmesideteksten kan være gennemarbejdet, have et relevant budskab og være skrevet knivskarpt til målgruppen. Men hvis teksten er fyldt med kommafejl, slåfejl og forkerte nutids-r overalt – så falder din troværdighed til jorden.
Det kan lyde overfladisk, men en tekst fyldt med fejl får målgruppen til at tro, at du …
- er uprofessionel
- springer over, hvor gærdet er lavest
- ikke er grundig
- er ligeglad med modtageren
- måske også er sløset andre steder i din forretning.
Har du derfor svært ved korrekturlæsning og korrekt kommasætning, så få en anden til at kaste et blik på din tekst. Det kan ikke understreges nok.
Husk, at Google læser med
Du skriver dine hjemmesidetekster til en bestemt målgruppe. Alligevel er der en fremmed, der altid læser med. Nemlig Google.
Sørg derfor altid for at SEO-optimere dine webtekster.
Det gør du bl.a. således:
- Skriv en tekst i høj kvalitet, der er værd at læse
- Hold brugeren fastlåst på siden i længere tid (bl.a. vha. godt indhold)
- Gør teksten skimmevenlig og overskuelig
- Krydr teksten med billeder og andet, der fanger øjet
- Brug et relevant søgeord (især i overskrifter og i starten af udvalgte afsnit)
- Skab intern og ekstern linkbuilding
- Giv teksten en kort og relevant URL
- Skriv et fængende Title Tag og en god metabeskrivelse
- Gør teksten mobilvenlig.
Det var dét!
Skænk dig selv en kop kaffe som belønning. Nu er du klædt på til at skrive hjemmesidetekster, som dine kunder (eller andre målgrupper) faktisk gider at læse.
Tak til Morten for at give mig ordet. Det har været en fornøjelse.
Er du interesseret i flere tekst-tips? Så find mig på ordnørkleriet.dk eller Linkedin, hvor jeg slår mine folder til dagligt.
FAQ om hjemmesidetekster
Trykte tekster kan slippe afsted med et højere lixtal end hjemmesidetekster. Når en forbruger besøger din hjemmeside eller webshop, har de travlt. Derfor læser de sjældent teksten fra ende til anden, men skimmer den i stedet for de oplysninger, de leder efter.
Derfor skal tekster til fx webshops gøres både relevante, overskuelige og brugervenlige.
Kommer mange af dine læsere fra mobilen? Så er det på tide at gøre dine tekster mobilvenlige.
Skriv korte afsnit, brug korte sætninger og brug mange underoverskrifter. Læseren skal helst ikke scrolle mere end én gang, før øjet fanger noget andet end blot én lang tekstblok.
Det kommer an på, om du har en webshop, en portfolio eller en hjemmeside, hvor du både præsenterer dine ydelser, priser og kundecases.
Webshops bør altid have:
– en fængende forsidetekst
– kategoritekster
– brandtekster
– produkttekster
– blogindlæg/inspirationscontent
– kontaktside
– om os-tekst.
Og glem ikke de lovpligtige tekster, som fx en Cookie-politik.
Hvad synes du om denne artikel?
Klik på en stjerne for at bedømme
Bedømmelser 5 / 5. Antal bedømmelser 3